Byvolden (1) blev anlagt i slutningen af 1140erne af Svend Grathe, der som konge over Sjælland og
Skåne havde brug for at sikre sin vigtigste by i de kampe om magten, som foregik mellem de tre
kongsemner Svend, Knud og Valdemar. Volden, der var 3.2 km lang, omkransede landets største byareal
på 73 hektar. Såvel vold som voldgrav var ca. 10 m brede og 2-3 m høje henholdsvis dybe. På grund af
det skrånende terræn var graven kun delvis vandfyldt. Volden forfaldt i slutningen af middelalderen, men i
1400 havde den stadig en funktion ved at adskille by fra land. På landet levede man af landbrug, og i byen
havde man eneret på handel og delvis på håndværk. Det var derfor vigtigt at have en klar skillelinie.
I 1800-tallet kunne man endnu ane byvolden nogle steder, men i dag er det kun gennem udgravninger,
man kan finde sporene.
RETUR

Røde Port (2) markerede den vigtigste udfaldsvej fra byen. Det var vejen til Roskildebispens værdifulde
besiddelse København. Navnet kendes allerede fra middelalderen, men der er aldrig fundet spor af porten.
Byvoldens forløb kendes dog så godt, at der ikke er tvivl om, at den har ligget ved Hestetorvets østlige
afslutning.
RETUR

Domkirken (3). Den nuværende teglstenskatedral havde to eller tre forgængere. Harald Blåtand byggede
ca. 980 den trækirke, hvor han senere blev begravet, og biskop Svend Nordmand byggede en
frådstenskirke omkring 1080. Hvad der skete i det mellemliggende tidsrum er uklart, men Knud den Stores
søster Estrid var på en eller anden måde part i byggeriet af en stenkirke i Roskilde. Måske lod hun opføre
en kirke omkring 1040, som så kun fik lov at stå i få år, eller måske støttede hun Svend Nordmands
kirkebyggeri. Det er også muligt, at det var den første kirke på Bjerget ved havnen, der er tale om. Det var
sandsynligvis Absalon, der tog initiativet til at opføre den nuværende domkirke, og byggeriet kan da være
startet omkring 1170. Det gik langsomt i starten, og først i slutningen af 1200-tallet var kirken næsten
færdig. Det nordre tårn manglede dog i endnu hundrede år, og først umiddelbart efter 1400 blev det
færdigt. Ud over kapitelhuset mod sydøst, var der i 1400 kun bygget tre sidekapeller. Vor Frue kapel mod
syd fra 1310 (nedlagt 1772), og mod nord Sct. Laurentius kapel fra 1384 (nedlagt 1613) og Sct. Andreas
kapel fra 1395, der stadig eksisterer.
RETUR

Sct. Budolfi kirke (4). Ruinerne har været gravet fri flere gange sidst i 1999. Kirken er bygget af frådsten
i første halvdel af 1100-tallet og afløste en trækirke. På mange måder har den lignet Sct. Laurentii kirke i
den modsatte ende af Skomagergade. De havde begge profilerede sokler og lisener (flade halvsøjler) på
apsis. Dele af kirken brændte i 1523, og på grund af reformationen blev den næppe sat i stand igen.
RETUR

Sct. Nikolai kirke (5). Der er aldrig fundet rester efter denne kirke, så den nøjagtige beliggenhed kendes
ikke. I begyndelsen af 1900-tallet blev der fundet en del skeletter nord for Jernbanegade ved Kornerups
Vænge, der formodes at stamme fra en pesttid, hvor en nedlagt kirkegård (Sct. Nikolai?) er blevet
genanvendt.
RETUR

Sct Dionysii kirke (6). Fundamentet og enkelte frådstenskvadre blev fundet i 1935. Omkring 1300 skete
der omfattende ombygninger efter en brand. Kirken blev brudt ned kort tid efter reformationen.
RETUR

Alle Helgens kirke (7) blev fundet i 1944 - ja, der blev faktisk fundet to kirker. Den ældste var en
rundkirke bygget af frådsten formentlig ca. 1110-20. Omkring 1200 blev rundkirken erstattet af en kirke
med et mere normalt udseende, der blev nedlagt efter reformationen. Det vides ikke, hvornår den blev
nedrevet.
RETUR

Sct. Mikkels kirke (8) fra begyndelsen af 1100-tallet er udgravet, men kun fundamentet er fundet, alt
murværket var nedbrudt i 1575 og genanvendt til reparationer på domkirken. Forud lå der en trækirke på
stedet.
RETUR

Sct. Pauls kirke (9) er aldrig blevet fundet, men har sikkert ligget ved Algade op til Hestetorvet. Der har
også eksisteret en Sct. Peders kirke, som formentlig har ligget uden for byvolden mod øst. Der er heller
ikke fundet rester efter denne kirke, og det kan ikke udelukkes, at Sct. Peders og Sct. Pauls kirker er den
samme. Det var ikke usædvanligt, at kirker blev indviet både til Peder og Paul.
RETUR

Sct. Laurentii kirke (10) er fra begyndelsen af 1100-tallet og er ligeså rigt udsmykket som Sct. Budolfi
kirke med profilerede sokler og lisener på apsis. Desuden havde denne kirke det flotteste flisegulv, der
kendes fra Danmarks middelalder. Gulvet kopierede marmorgulvene i italienske kirker med sorte og hvide
brændte lerfliser. Teglbrænding kendes først i Danmark fra 1150, så fliserne må være importerede eller
fremstillet af en indkaldt teglbrænder. Kirken under Stændertorvet blev udgravet i 1931, og i de næste 50
år kunne man besøge ruinen via en trappe fra torvet. Da fugt truede med at ødelægge kirken blev
adgangen lukket indtil man renoverede og genudgravede området i 1998. Først ved denne udgravning
opdagede man, at kirken oprindelig havde haft et tvedelt tårn, som ca. 1500 blev erstattet af det tårn, der
siden 1735 har fungeret som rådhustårn. Som en forsmag på reformationen blev kirken - bortset fra
tårnet - raseret og nedrevet af rasende borgere i 1531
RETUR

Sct. Olai kirke (11) blev udgravet i 1934. Det var en frådstenskirke fra ca. 1120 med et oprindeligt tårn,
der sandsynligvis har været tvedelt. Kirken blev nedlagt ved reformationen, og Duebrødre hospital fik i
slutningen af 1500-tallet lov til at hente materialer fra kirkeruinen.
RETUR

Sct. Hans kirke (12) blev udgravet i 1941, og dens grundrids blev markeret med små jordvolde, så man
stadig kan se dens placering i Provstevænget. Den var bygget af frådsten formentlig i begyndelsen af
1100-tallet. Kirken overlevede reformationen i en del år. Den omtales endnu i 1569 men forsvinder derefter
i løbet af de næste hundrede år.
RETUR

Sct. Mortens kirke (13). Der er aldrig fundet rester efter denne kirke, men det vides dog ret nøjagtigt,
hvor den har ligget. Den blev vist nedbrudt i 1570.
RETUR

Sct. Ibs kirke (14), der er bygget af frådsten ca. 1100, afløste to tidligere trækirker. Kirken lå i det
område, hvor udenlandske (vendiske) købmænd allerede i 1000-tallet opholdt sig, når de handlede i byen.
Den var i brug indtil omkring 1800 og blev derefter brugt som magasin og i 1808 som lazaret for de
spanske soldater, der var indkvarteret i byen. I 1815 købte købmand Jacob Borch kirken, og han rev alt
ned undtagen skibet og erstattede hvælvingerne med fladt tag. Kirken blev brugt som pakhus indtil 1884,
hvor stiftet overtog ødekirken. Den blev sat i stand i 1922.
RETUR

Sct. Jørgensbjerg kirke (15). Den nuværende frådstenskirke er bygget omkring 1080 og er således
sammen med Vor Frue kirke en af landets ældste. Men forud var der på stedet en halvt så stor kirke
ligeledes bygget af frådsten ca. 1035. Det kan være denne kirke og ikke en forgænger til domkirken, som
Estrid - Knud den Stores søster og Svend Estridsens mor - byggede i Roskilde. Kvadrene herfra blev brugt
i den nye kirke, og den nu tilmurede nordportal stammer fra den første kirke, og er hermed Danmarks
ældste stykke stenbygning. Oprindelig var kirken indviet til Sct. Clemens, men da Sct. Jørgenshospitalet
blev bygget ved siden af kirken, tog kirken - og landsbyen - navn efter de spedalskes skytshelgen.
RETUR

Vor Frue kirke (16) blev opført som en treskibet kirke i frådsten af biskop Svend Nordmand ca. 1080 og
er således sammen med Sct. Jørgensbjerg kirke en af landets ældste. Forinden havde der sikkert ligget en
trækirke på stedet. Den kom til at danne nordsiden i det nonnekloster, der blev opført henved hundrede år
senere, og fortsatte i modsætning til de andre klosterkirker med at være sognekirke. Kirken blev forlænget
to gange til i alt 29 m, men efter reformationen (i 1599) blev den østlige halvdel revet ned til den længde,
kirken har i dag. Den er blevet ombygget flere gange efter middelalderen, men midtskibet og det nordlige
skib er oprindelige.

Vor Frue nonnekloster (16). Da biskop Vilhelm døde krænkede tre præster biskop Assers gravfred for
at skaffe plads til Vilhelm i Assers grav. Kort efter døde to af præsterne, og den tredje, provst Isak,
forsøgte at afværge Guds straf ved i 1158 at indstifte et benediktinerkloster i forbindelse med Vor Frue
kirke. Klosterets fremtid blev yderligere sikret, da liget af Absalons slægtning, den hellige Margrethe af
Højelse (nær Køge) blev overført til Vor Frue kirke. Margrethe var blevet dræbt af sin mand, der
kamuflerede drabet som selvmord. Hun blev derfor begravet i uindviet jord, men der viste sig underlige
tegn ved graven, og bedrageriet blev afsløret. Margrethe fik helgenry, og 1177 blev liget overført til
Roskilde og gravsat af Absalon, som samtidig skænkede store gaver til klosteret, som blev overført til
cistercienserordenen. Pilgrimme valfartede til graven og ofrede pengegaver, der sammen med
testamentariske gaver til klosteret gjorde det rigt. Endnu i 1850 opsøgtes Margrethes grav af syge i håb
om helbredelse. Klosteret overlevede en tid efter reformationen, men omkring 1565 var der ikke flere
nonner tilbage. Det vides ikke, hvornår klosteret blev nedrevet.
RETUR

Gråbrødre munkekloster (17) blev grundlagt af franciskanerne i 1237, og da grevinde Ingerd af
Regenstein fra Hvide slægten skænkede munkene en gård i byen, kunne klosteret finde plads inden for
byvolden. Klosteret blev nedlagt ved reformationen, og bygninger og jord overgik til en fynsk adelsmand.
Klosterets kirke og kirkegården blev dog bevaret som sognekirke for byens seks østlige sogne. I 1625 blev
hovedparten af kirken nedbrudt, og kun et begravelseskapel var i funktion i endnu hundrede år. Det
forfaldt herefter, og i 1832 forsvandt de sidste ruiner, og der blev rejst et kors på stedet. I 1855 blev der
bygget et nyt begravelseskapel, og kirkegården har været i brug i mere end 750 år.
RETUR

Sortebrødre munkekloster (18) blev opført kort efter, at dominikanerne kom til Roskilde i 1231. Efter
reformationen overtog kronen klosteret, og i 1557 fik byfogeden ordre til at nedrive bygningerne. Derefter
opførtes hovedbygningen til en lille herregård - Sortebrødregård. Denne bygning eksisterer stadig og er
den gamle hovedbygning i det adelige jomfrukloster, der nu har navnet Roskilde Kloster. I 1699 ejede to
adelsdamer, Margrethe Ulfeld og Berte Skeel, godset, og de oprettede heraf et kloster for døtre af danske
adelsmænd og af de højeste embedsmænd. Dette "protestantiske" kloster skulle overtage en af de
funktioner, som de katolske nonneklostre havde haft - tilflugtssted og forsøgelsesanstalt for adelige
damer, som ikke var blevet gift.
RETUR

Sct. Agnes nonnekloster (19), der tilhørte dominikanerordenen, blev stiftet 1263 af Erik Plovpennings
14 årige datter Agnes, hvis arv blev brugt til formålet. Et par år efter aflagde hendes ældre søster Jutta
også klosterløfte og overdrog sin arv til klosteret. Efter 5-6 år viste det sig, at Jutta "ikke havde
klosterkød", og begge piger stak af og tog deres arv tilbage. Det betød næsten ruin for klosteret, og man
fik pigerne lyst i band. Prinsesserne tog til deres søster, der var gift med den svenske konge, og han tog
så kærligt imod dem, at Jutta blev gravid. Stor skandale og forstærket bandlysning uden virkning.
Klosteret fik dog senere hovedparten af det mistede gods tilbage ved kongens hjælp, og det ejede store
godsmængder ved reformationen, som kronen bortforlenede. Det meste af klosteret blev nedrevet i
1580erne, og den sidste del - et lille stråtækt hus - brændte i 1825. Man er ofte stødt på grundrester og
skeletter i området.
RETUR

Sct. Clara nonnekloster (20) blev stiftet af franciskanerne i 1256 på grundlag af store gaver fra grevinde
Ingerd af Regenstein. Klosteret var stort - 40 nonner - og populært og modtog mange gaver. Da klosteret
ved reformationen blev nedlagt, var det meget rigt, og Københavns universitet fik meget af godset. Den
600 tdr. land store Flengmark lige vest for Roskilde blev delt mellem universitetet, Duebrødre hospital,
Katedralskolen og domkirken. Indtil for få år siden stoppede denne mark Roskildes vækst mod vest.
Klosteret blev nedrevet i 1579 og stenene genanvendt ved opførelsen af Selsø. De sidste fundamentrester
blev opbrudt i 1843, og senere er der kun fundet murbrokker i jorden.
RETUR

Duebrødre hospital (21) eksisterede i 1429 - men er sikkert fra 1300-tallet - og lå da vest for byen. I
1918 fandt man bl.a. hospitalskirkens fundament og en kælder. Da Helligåndshuset og Sct. Jørgensgården
blev nedlagt i 1569, blev deres midler overført til Duebrødre hospital, som derefter skulle sørge for
underhold til en lærer og 23 disciple ved Katedralskolen. Omkring 1640 blev hospitalet flyttet ind til byen på
domkirkepladsen. I 1969 henholdsvis 1973 blev Søren Olsens hospital (fra 1592) og Meyercrones stiftelse
(fra 1739) tilsluttet Duebrødre stiftelsen, som i dag råder over ca. 100 boliger fordelt i fire bygninger i
byen.
RETUR

Helligåndshuset (22). Det første Helligåndshus fra første halvdel af 1200-tallet lå lidt vest for byen -
stedet kendes ikke. I 1253 blev hospitalet flyttet ind til byen tæt ved domkirken. Det var biskop Jacob
Erlandsen, der skænkede de midler, der muliggjorde flytningen. Helligåndshuset skulle huse 12 syge og
fattige og desuden sørge for kost og logi til 12 disciple fra Katedralskolen. Nødlidende rejsende kunne få
kost og logi for en nat. Stiftelsen skulle også betale for to års studier i udlandet, når to disciple fandtes
egnede. Det blev nedlagt i 1569, og dets midler overført til Duebrødre hospital.
RETUR

Sct. Jørgensgården (23). Det eneste middel, man havde i middelalderen mod den uhelbredelige
spedalskhed, var isolation. Derfor oprettedes hospitaler lidt uden for byerne, hvor de smittede kunne - og
senere skulle - opholde sig. Roskildes hospital for spedalske lå nord for Sct. Clemens kirke på "Bjerget" ved
havnen. De spedalskes skytshelgen Sct. Jørgen gav efterhånden navn til både kirken og havnebyen.
Hospitalet eksisterede før 1211 og måske allerede 1130, hvor bisp Peder gav gods til oprettelse af et
munkesamfund ved Sct. Clemens kirke. Der blev ikke noget kloster ud af gaven, men den er muligvis i
stedet blevet brugt til hospitalet. Sct. Jørgensgården blev nedlagt samtidig med Helligåndshuset i 1569, og
alle dets midler overdraget Duebrødre hospital. Spedalskheden var på det tidspunkt nogenlunde udryddet.
RETUR

Kongsgården (24) blev revet ned kort efter 1400, og pladsen blev brugt som byens affaldsplads indtil
1455, hvor kongen forærede grunden til et af domkirken altre. Det er aldrig lykkedes at finde spor efter
kongsgården, så man har ingen viden om, hvordan den så ud. Men placeringen lige vest for domkirken er
omtalt såvel i gavebrevet fra 1455 som i Saxos beretning om blodgildet i Roskilde i 1157.
RETUR

Bispegården (25) er formentlig opført i første halvdel af 1100-tallet. Hovedbygningen lå mod vest
nærmest domkirken, men der var desuden en række bygninger på området for at rumme den store stab af
medarbejdere, som biskoppen havde. Den såkaldte Absalonsbue forbandt hovedbygningen med
domkirken. Den er bygget af frådsten omkring 1200 af Absalons efterfølger Peder Sunesen og eksisterer
stadig. Efter reformationen, hvor biskoppen over Sjælland blev flyttet til København gik bispegården
langsomt i forfald, og i 1733 blev den revet ned og erstattet af Palæet.
RETUR

Rådhuset (26) omtales i Roskildes stadsret fra 1268, men det har på det tidspunkt nok kun været
institutionen - ikke en bygning - der blev henvist til. Det middelalderlige rådhus, som brændte i 1731, var
sikkert fra 1300-tallet. Dets udseende kendes i store træk fra et billede i Resens atlas fra 1677. Heraf
fremgår, at den toetagers bygning havde et galleri, som blev båret af tre søjler, så man kunne gå under
galleriet.
RETUR

Katedralskolen (27) eksisterede i hvert fald i 1150 og havde oprindelig til huse i det kloster, som lå nord
for og i forbindelse med den tidligere domkirke. Da klosteret blev revet ned omkring 1200, fik skolen sin
egen bygning, der udgjorde en del af muren omkring domkirken. I 1845 blev denne bygning revet ned.
RETUR

Galgen (28) lå i 1700-tallet syd for byen, højtliggende og tæt ved den vigtige sydgående vej. Det er vel
sandsynligt, at den lå det samme sted i middelalderen, men det vides ikke. Da Roskildes skarpretter
Ingermann døde i 1804, fik hans enke lov til at overtage virksomheden. Hun skulle dog ikke selv udøve
erhvervet men i de enkelte tilfælde betale Københavns skarpretter for at træde til. Efter enkens død i 1812
blev der ikke ansat flere skarprettere i Roskilde.
RETUR

Hestetorvet (29) er fra middelalderen, og udgravningerne i 1994 tyder på, at pladsen allerede fra 1150,
da byvolden blev anlagt, har været anvendt til handel. Det har antagelig været et af landets ældste
husdyrmarkeder.
RETUR

Kilderne. Få steder har så mange og kraftige kilder som Roskilde. For 200 år siden fandtes mindst 24,
hvoraf 11 har været fuldt virksomme indtil for hundrede år siden, hvor vandindvindingen gradvist sænkede
grundvandet, så næsten alle kilder udtørrede. Men i de senere år er mange igen kommet til live. I 1832 blev
kildernes vandmængde målt, og de tre kraftigste var Maglekilde med 82.000 l/time, Klosterkilden med
12.000 l/time og Højbrøndskilde med 8.000 l/time. Kilderne gav byen drikke- og husholdningsvand af høj
kvalitet og samtidig en værdifuld vandkraft. De fleste kilder udspringer ca. 30 m over havet, og da afløbet
til havet er kort, var der mulighed for en meget intensiv vandmølledrift. Kilderne samler sig om to afløb: Et
vestligt med Maglekilde som den vigtigste kilde og et østligt med Klosterkilden som den vigtigste.
RETUR

Hellig kors kilde (30). Kilden var en af byens kendte, som blev anset for at have helbredende virkning.
Da Frederik den 4. i 1729 blev syg, og lægerne ikke kunne helbrede ham, fandt de på at hente vand fra
Hellig Kors kilde for at se, om det kunne hjælpe kongen. Kongen blev rask, og hoffet hentede derefter
vand flere gange om ugen fra kilden. Denne vandtransport fortsatte i omkring 100 år, og en mand var
ansat til at holde opsyn med kilden. Sct. Hans aften samledes ungdommen endnu i midten af 1800-tallet
ved Hellig Kors kilde, hvor der var musik og dans og blev drukket mere øl og brændevin end kildevand. I
1880 fik Roskilde sit første vandværk, som blev placeret i nærheden af Hellig Kors kilde. Få år efter tørrede
kilden ud, og i 1906 blev der opsat et monument i frådsten tegnet af Jacob Kornerup. Det findes stadig på
Kildegårdens område.
RETUR

Blegdamskilde (31) var i flere hundrede år et af byens yndede vaskesteder. Efter vask og skylning blev
tøjet bredt ud på græsset for at tørre og for at blive bleget af solen. Vandværket, der i 1880 blev anlagt
ved Hellig Kors kilde, tog også kraften fra Blegdamskilden, og omkring 1910-20 tørrede kilden helt ud. I
dag er der ingen spor efter kilden.
RETUR

Højbrønd kilde (32). En af byen vandrigeste kilder, som indtil 1. Verdenskrig blev brugt til storvask. Men
allerede i 1886 var der blevet lagt en vandledning fra kilden til det seks år ældre vandværk ved Hellig Kors
kilde, og herved mistede kilden hovedparten af sit vand. I 1943 blev kilden helt sløjfet til fordel for en
vendeplads.
RETUR

Maglekilde (33) har altid været den vandrigeste i Roskilde, og selvom den er blevet mindre, giver den
stadig 15.000 l/time. De store vandmængder indeholdt meget opløst kalk, der afsattes omkring kildens
udløb. Kildekalken (kaldes også frådsten) er blød og let at bearbejde, sålænge luften ikke har iltet den.
Aflejringerne var flere meter tykke og et oplagt bygningsmateriale, før man havde teglsten. I 1000- og
1100-tallet blev der bygget mange kirker i Roskilde og omegn af kildekalken. Da brydningen af kildekalk
ophørte, var der dannet en stor sø, der kom til at fungere som mølledam, indtil den i 1846 blev fyldt op.
Der skulle bygges en vandkuranstalt på stedet, og i 1849 rejstes en træbeklædt bygning i tre fløje med
tilhørende park og et ottekantet kildehus over kilden. Fra kildehuset løb vandet i en underjordisk rende til
et kildested ved Maglekildevej. Her strømmede vandet ud i en grotte gennem Neptuns mund. Kurstedet
blev nedlagt allerede efter to år, og bygningen havde en omskiftende tilværelse indtil den i 1972 blev
nedrevet, og grunden omdannet til parkeringsplads. Kildehuset forsvandt tidligt, og i 1927 opførtes et
mindre sekskantet hus, som er bevaret.
RETUR

Klosterkilden (34). Dette var den betydeligste kilde i den østlige kilderække. Skønt væsentlig mindre end
Maglekilde har Klosterkilden haft et betragteligt omfang. Kilden var i flere hundrede år omgivet af en lille
skyggefuld lund, og midt i 1800-tallet, hvor der blev drevet gartneri omkring kilden, var stedet et yndet
udflugtssted. Mange lysthuse og bænke fandtes i gartnerens have, og her blev der serveret kaffe, the og
punch. I en periode var der musik hver torsdag ved stadsmusikanten. I 1903 blev området købt af franske
munke, og Sct. Marie hospital blev opført på grunden. Den offentlige adgang til kilden blev herefter lukket. I
1950erne tørrede kilden ud, men den begyndte igen i 1970erne at løbe. Efter hospitalets nedlæggelse i
1991 er der igen adgang til området.
RETUR

Vandmøllerne. De mange møller var en vigtig drivkraft for byen. 10 vandmøller udnyttede vandkraften.
De 4 lå i en østlig række hovedsageligt drevet af Klosterkilden, mens Maglekilde var den vigtigste for den
vestlige række på 5 møller. Vandhulsmøllen lå for sig selv lidt vestligere. Det vides ikke, hvornår mølleriet
startede, men da underfaldsmøllerne afløste skvatmøllerne omkring 1100, var der utvivlsomt vandmøller i
Roskilde. Vandløbenes kraftige fald, ca. 30 m over et afløb på 1 km, gjorde det - trods møllernes tætte
placering - muligt at udnytte de mere effektive overfaldsmøller, da de blev taget i brug omkring 1600.
Endnu i 1900 var der adskillige møllehjul i brug, men i 1922 forsvandt det sidste - det var hjulet ved
Rimors mølle.
RETUR

Vandhulsmøllen (35) blev nedlagt omkring 1750, fordi ejeren ønskede at anlægge en hestemølle.
Til gengæld skulle han nedlægge vandmøllen. Det vides ikke, hvornår mølledammen forsvandt.
RETUR

Kapelsmøllen (36) har utvivlsomt tilhørt et af domkirkens kapeller i middelalderen. I 1905 blev
mølledammen fyldt op. Møllen blev solgt til Fællesbageriet og brændte kort efter.
RETUR

Sct. Clara mølle (37). Sct. Clara kloster købte møllen ca. 1260, og efter reformationen gik den over til
Københavns Universitet. Hård konkurrence mellem de mange møller var sikkert årsag til, at mølleren i 1831
startede en beskeden papirproduktion. Nye ejere kom til, og i 1871 blev kornmølleriet helt opgivet, og
bygningen nedrevet. En treetagers bygning blev opført og med en dampmaskine som supplement til
vandkraften blev produktionen kraftigt forøget. I 1914 blev vandkraften helt opgivet, og møllehjulet
fjernet. Fabrikken blev nedlagt omkring 1960.
RETUR

Strandmøllen (38). Det er muligvis denne mølle "nær ved havet", som biskop Jacob Erlandsen skænkede
til Helligåndshuset. Det er første gang, Roskildes vandmøller omtales. Samtidig er Strandmøllen den, der
længst fungerede som mølleri. Kommunen købte den i 1908 og forpagtede den ud, indtil den i 1916 blev
nedlagt som mølleri.
RETUR

Maglekilde mølle (39) tilhørte domkirken, indtil den i 1731 kom i privateje efter en brand. En ny
møllebygning blev opført, og en mindre papirproduktion indledtes. I 1811 blev der oprettet et
bomuldsspinderi. Vandkraften blev suppleret med en dampmaskine, og beskæftigelsen toppede i 1820erne,
hvor godt 100 arbejdede på fabrikken eller som kludesamlere til papirproduktionen. Spinderiet blev
likvideret i 1830erne, og bygningerne nedrevet i 1846, da vandkuranstalten skulle bygges. Kuranstalten var
en fiasko og måtte lukke efter få års drift. I 1867 blev en del af bygningen indrettet til maskinværksted,
hvor vandkraften blev udnyttet indtil 1896, hvor værkstedet blev flyttet.
RETUR

Rimors mølle (40) tilhørte indtil reformationen Sortebrødre kloster og kom derefter på private hænder. I
begyndelsen af 1800-tallet blev den papirmølle, men efter en brand i 1847 blev der indrettet spinderi og
væveri i de nyopførte bygninger. Få år efter var der igen brand, og den nuværende bygning er fra 1853. I
slutningen af århundredet gik virksomheden godt. Vandkraften slog ikke til, og hestekraft, damp og
elektricitet blev taget i brug. Da det gamle vandhjul i 1922 var nedslidt, blev det derfor ikke fornyet, og
byens sidste møllehjul forsvandt. Mølledammen blev gradvist opfyldt, og i 1965 forsvandt også det sidste
spor af byens sidste mølledam.
RETUR

Kobbermøllen (41) blev ombygget i 1830erne og fik ekstra vandtilførsel fra Roars kilde.
RETUR

Sct. Sigfreds mølle (42). Denne mølle blev nedlagt allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Navnet skyldes
muligvis, at den oprindelig tilhørte Sct. Sigfreds kapel i domkirkens nordre tårn.
RETUR