vor godt kender du Roskilde?

Hvis du synes, at du kender byen godt, så lad os tage dig cirka 600 år tilbage i tiden, til år 1400, og besøge byen. Tidsperioden hedder sen-middelalderen (1340-1536), og Danmark regeres af dronning Margrethe (den første) – men den reelle magt over landet ligger hos de rigeste gejstlige og de adelige godsejere.

oskilde anno 1400

I året 1400 havde Roskilde endnu sin fulde økonomiske og politiske styrke ikke mindst takket være biskop Peder Jensen Lodehat (1395-1416), som var dronning Margrethes mangeårige ven og rådgiver. Bispestolens store godsbesiddelser inkl. den vigtigste, byen København, var intakte. Valdemar Atterdag havde ganske vist i 1350 tvunget bispen til at overlade sig København, men datteren Margrethe leverede den tilbage til biskoppen. Nedgangen for Roskilde begyndte straks efter Peder Jensen Lodehats død.

Margrethes efterfølger Erik af Pommern tog København tilbage til kronen i 1417, og forholdet mellem konge og biskop var anstrengt i en årrække. Bispestolen, byens klostre og præsteskabet ved domkirken (kannikkerne) ejede tilsammen op mod halvdelen af alt gods på Sjælland, Møn og Rügen i Tyskland, som var en del af Roskilde Stift. Indtægterne fra alle disse ejendomme i form af afgifter og naturalier flød i en lind strøm til bispegården, præsteskabet og klostrene i Roskilde, og denne rigdom hos en stor gruppe i byen, som ikke selv udførte fysisk arbejde gav næring til en masse håndværkere og købmænd i byen. Når det gik mindre godt for bispestolen, var det derfor også uheldigt for byen. Samtidig oplevede Roskilde, at handelen med udlandet gradvist flyttede til København og Køge, som begge havde en langt gunstigere placering i forhold til udenrigshandel. Byens betydning gik langsomt tilbage gennem 1400-tallet, og helt galt gik det efter reformationen i 1536, hvor hele det gejstlige hierarki forsvandt og kongemagten konfiskerede alt bispegods samt størstedelen af kirkers og klostres ejendomme. Selve bispestolen flyttede til København.

Indbyggertallet i Roskilde var 6-8.000 i 1400, og det faldt til under 2.000 efter reformationen. Først ind i 1800-tallet begyndte byen at vokse, og i 1900 rundede indbyggertallet igen 8.000.

Modellen af Roskilde år 1400 viser altså byen i dens storhedstid lige før, det begyndte at gå ned ad bakke.

enmiddelalder og reformationen

Det helt store skifte mellem højmiddelalder og senmiddelalder udgøres af den store pest-epidemi, Den Sorte Død, som ramte Europa 1347-52. Denne og de mange senere pest-epidemier fik stor betydning for den følgende samfundsudvikling. Vigtigst var, at bøndernes afgifter til godsejerne faldt, og at næsten alle landbrug blev omlagt til mellemstore familiebrug. De bønder, som overlevede pesten, fik bedre vilkår.

Kongemagtens betydning i samfundet styrkes, og i slutningen af 1300-tallet kunne den nu stærke kongemagt brede sig til Norge og Sverige i forbindelse med Kalmarunionens tilblivelse. I 1439 indtrådte et vendepunkt, da rigsrådet for alvor etablerede sig som repræsentant for de rigeste gejstlige og adelige godsejere og krævede en stærkt forøget indflydelse på, hvorledes riget skulle styres. På trods af mange stridigheder mellem godsejere og kongemagt her i landet og ikke mindst i Sverige styrkedes det centrale magtniveau fortsat. I forbindelse med reformationen i 1536 lykkes det ydermere at lægge både kirken og dens gods ind under det, vi herefter kan kalde for staten.

Reformationen indebar et brud med den katolske kirke under pavens ledelse, og dermed er det slut med det enhedspræg, som den multinationale katolske kirke satte på Europa i middelalderen. Og da middelalderen oftest opfattes som den periode, hvor det meste af Europa var underlagt den katolske enhedskirke, betød reformationen også enden på middelalderen.

anmark anno 1400

Fra 1349 og frem blev Danmark ramt af gentagne pestepidemier. Dette medførte i første omgang en voldsom mangel på arbejdskraft til at holde landbrugsproduktionen i gang. Resultatet blev store omlægninger på landet og store sociale forskydninger.

Den Sorte Død ramte Danmark første gang i 1349-50. Ud fra bedre kendte forhold andre steder kan man skønne, at den kostede hen ved 40% af danskerne livet. Men pesten kom igen i 1360, 1368-69 og 1379 og muligvis også andre år. Det betød et voldsomt indhug i de nye generationer, som ellers kunne have fyldt hullerne efter de døde, og omkring år 1400 kan man antage, at befolkningstallet var ca. halveret.

Dette førte til en markant mangel på arbejdskraft i forhold til det jordareal, man havde dyrket. Mængder af gårde blev øde og bebyggelser forsvandt. Det gav imidlertid det meste af den tilbageværende befolkning gode kort på hånden. I byerne steg arbejdslønningerne, og på landet skete der noget i retning af en halvering af de afgifter, bønderne måtte betale til godsejerne. Derudover blev produktionen på de store godser efterhånden lagt om.

For godsejerne kom manglen på arbejdskraft til at betyde store vanskeligheder. Mange gik mere eller mindre fallit, mens andre forstod at udnytte situationen ved opkøb af jord til stærkt faldende priser. Værst var det imidlertid for de mindre velhavende godsejere. Den såkaldte lavadel, de mindre herremænd, måtte i stort omfang opgive deres herremandsstatus og blive selvejerbønder eller sælge deres jord og tage til byen og blive købmænd.

Da der nu var rigeligt med jord kunne større dele af denne bruges til kvægavl. Især okser til afsætning byerne fik en voksende betydning gennem 1400-tallet. Indtil da havde byerne mest været præget af handel med korn, klæder og sild(!).