Nu renoverer vi

Efter de planer, vi kender, vil der blive bygget en overdækning i marts-maj. I marts-april vil vi ordne betonsoklerne, glatte revnerne mellem dem ud, male dem alle, så det hele ser frisk og ordentligt ud til sommer. Og for at kunne gøre alt dette, er vi begyndt at pille det hele ned. Alle huse, træer, møller, kirker, klostre………… tager vi hjem til rengøring, detaillering, maling, lakering, så vi er klar til at sætte det hele op igen. MEN DET BLIVER IKKE, SOM DET VAR. Vi vil arbejde for, at byen kommer til at fremstå mere detailleret, men også mere korrekt. Det er svært at sige, hvordan Roskilde så ud år 1400, fordi en enevældsembedsmand havde beordret Roskildes byarkiv til København, så det kunne brænde på de hestevogne, det var lagt på, sammen med en del huse i hovedstaden 1728. Men ihærdige arkæologer har jo i ny og næ fundet informationer i jordlagene, som vi vil skele til, hvis vi kan finde dem. Det er lykkedes os at få et samarbejde i stand med Roskilde Museum netop på dette område. Vi kan spørge dem til råds, de kan svare, hvis de kender svarene, men vi er enige om, at  det er os (Minibyens venner), der fortolker svarene og i øvrigt er ansvarlige for alt det gætværk, der også i den nye opstilling må være et grundvilkår. Vi vil sørge for, at der er noget at se på allerede til sommer, men det bliver ikke en færdig model, vi kan vise. De mange nye detaljer er tidskrævende, og det tager jo også tid at få udredt de usikkerheder, vi har. Så til efteråret er vi nok der, hvor vi kan være bekendt at genindvie byen med tag og ny opstilling. Men det kan ikke udelukkes, at vi skal helt ind i 2018, før vi kan melde os helt færdige.

Det hele kunne gå lidt hurtigere, hvis vi var flere om at løse de praktiske opgaver. Vi er en lille forening, medlemmernes gennemsnitsalder er rimeligt høj, og vi vil da meget gerne, om interesserede ville melde sig under fanerne. Man skal kunne slibe og male og have lyst til at hygge sig. Vi mødes hver torsdag i kælderen (håndarbejdslokalet) på Gråbrødre skole. Her arbejder vi og diskuterer, hvad vi gør/ikke gør. Men vi mødes også flere gange om året under mere afslappede former og hygger os med godt til ganen og maven. Det er ikke kedeligt. Så kom og se til os en torsdag eller ring til formanden på 24836712, så vi kan snakke om det. Du kan også sende en mail til finn@gaunaa.com.